Køer på græs.

Jeg vidste godt at Ortigas udstrakte græsarealer var blevet lånt ud til en nabo med malkekvæg den torsdag. Alligevel blev jeg overrasket da jeg gik med hundene på nævnte agre; først hørte jeg en høj kommanderende stemme fra træerne som omkranser Ortiga, dernæst en knasen og brasen. Ned af bjergvæggen væltede 21 køer, begejstrede over udsigten til det knæhøje græs. Ligeledes var de ufatteligt nysgerige, de småløb mig i møde. Jeg er ikke fra landet og var noget beklemt ved at se 600 kg. grydesteg med spidse horn komme løbende i mod mig. Mødet endte dog lykkeligt, koen bremsede i god tid, og jeg kløede den imellem hornene, mens jeg med nervøs fistelstemme fremstammede Ihh, sikken fin ko du er.. 

Efterfølgende fik køernes robuste ejermand en øl, og der blev konverseret om dit og dat. Jeg observerede, en kende imponeret, hvordan Jean-Marie efter at have tømt dåsen, med legende, selvfølgelig lethed krammede den sammen til en lille bitte bunke metal. Fingekræfter var der nok af, måske skyldes det hans metier med køerne.

Luigis Biler

Jeg er som altid, når jeg er på Ortiga, facineret af Luigis biler.

Luigi var en Italiensk bonde som havde jorder der grænsede op til Ortiga, vi har kendt til ham i noget nær 30 år. På Luigis jord havde Luigi den vane at stille de biler som han var blevet træt af, f.eks. denne Ami-8. Her ville en dansker så tro at bilen gradvist ville gå i opløsning, blive til jernoxider og gå i forbindelse med undergrunden. Desværre er klimaet hér så gunstigt at Luigis biler ville blive stående i æoner, hvis ikke den franske folkesjæl hjalp med til at løse problemet. Hver gang jeg har kigget på Luigis Ami, er der forsvundet nogle dele. Et sidespejl, en dør, baglygter, ja sågar røg motoren til sidst, med homokinetiske led, gummimuffer og hele den franske forhjulstrukne herlighed. Men resten! Der er simpelthen ikke rust i den bil, og den har stået på samme sted i 10 - 15 år.  Jeg har altid haft den fornemmelse at hvis de langfingrede franske naboer ellers kom og skruede det det fast som de havde hugget igennem tiderne, ville vi, med guds hjælp og lidt håndkraft kunne starte bilen og den ville kune køre derfra. Dog skulle den nok støvsuges indvendig.

Den er fransk, Den er forhjulstrukken, den er farlig! Brandfarlig

På vej hjemad på ring 4 så jeg en Citroën ryge voldsomt, fra den helt forkerte ende. Ved siden af stod en kvinde af talte i mobiltelefon, og jeg tænkte kortvarigt: Der er styr på tingene, jeg kører videre og lytter til Mennesker og Medier på P1. Her var det så at det limbiske system tog over: der er nok ikke styr på ret meget, Pull Over. Kvinden var i færd med at fortælle sin mand at deres nye franske bil havde besluttet sig til at forlade denne verden. Instrumenterne havde vist ”motorfejl” hvilket jo var helt rigtigt. Der var ild i den. Der er intet som slår fransk instrumentering. Jeg brød ind og spurgte forsigtigt om der var andre som var orienteret om pulverbilens sørgelige deroute, og vi blev hurtigt enige om at 112 var en rigtig, rigtig god ide. Flere gode mænd kom til, og spurgte kvinden om der var noget i bilen som skulle fiskes ud inden det var endegyldigt forbi med citronen. Vi kiggede hinanden i øjnene og fik raget barnestol, sportstaske og bilens papirer ud, mens fronten på den rummelige familiebil brændte lystigt og vi kunne mærke strålevarmen i ansigtet, til lyden af små eksplosioner. Det var formentligt et seks liters reservoir til den franske, hydropneumatiske affjedring der nu var nået kogepunktet og opgav ånden. Så var det at vi modtog en mental sms fra de øvre magter: ”Hvis I ikke vil se perleporten før tid, hvorfor befinder I jer så i en brændende baljebil, ovenpå en 60 liters tank med 95 oktan? Livet er for kort til franske biler”. Barnestole og sportstaker blev slæbt uden for flammers rækkevidde og vi så fascineret til da bildæk eksploderede med høje knald og sort brændende gummi fløj gennem luften. Så ankom ordensmagten i god ro og orden, og lidt senere brandvæsnet som pøsede likvider ud over det som skulle have været omdrejningspunktet i næste uges skiferie. Vi tre firstrunners blev enige om at fejlen var at bilen var fransk. Et veritabelt sankthansbål på hjul; vi ønskede det unge par (manden var i mellemtiden dukket op) held og lykke med deres næste bil og drog videre.

Pludselig finder man sig selv bag rattet i en Berlingo

Ole Larsen, min gode ven, siger ind i mellem ting som slår mig med deres indlysende klarhed. På vej til noget skole/hjem-hejs med sit delebarn i Kalundborg taler vi sammen på mobilen omkring dit og dat. Ole bor i Ballerup så de hyppige ture til Kalundborg er ikke præget af begejstring over landskabet og måden de fastboende kører deres biler på. Vi endevender kort hvordan vores ungdoms saft og kraft er gået op i job, børn, skilsmisser og alt hvad der hører sig til. Ole bruger sukkende bemærkningen " ..og pludselig finder man sig selv bag rattet af en Berlingo...." Se kort på billedet af Ole. Prøv at visualisere ham 5 år ældre, hans vigende hårgrænse er nærmest væk. Han har flere hår i ørene og næsen, end der befinder sig oven på hans hovede. Gør dernæst hans maskuline deroute fuldkommen, teleporter denne sportstrænede krop fra en 4 cylindret Honda K-7 ind i en fransk taberbil, fyldt med barnesæder sportstasker med nyt og brugt barnetøj.

Moralen, kære læser (hvis een), Tænk hvis Ole havde været i stand til at fastholde bare en af de mange skønne kvinder som har fyldt hans liv. Så havde han nok ikke behøvet at tøffe rundt i en forhjulstrukken taberbalje tværs over Sjælland flere gange om måneden.

Biler i Blodet

Stadigvæk i Frankrig, Vejret er fantastisk, Maden ligeså.
Sidder ofte, når jeg er i Frankrig og på bar, og studerer franske biler og deres køre kultur. Som et af Europas store bilproducerende lande er deres forhold til (deres) biler bemærkelsesværdigt. Det adskiller sig ihvertfald fra andre landes, eksempelvis Italien og Tyskland for at nævne nogle som også kan skrue en bil sammen. En franskmand kan godt, i årevis, leve med en mega bule i fordøren, en afrevet bagkofanger, ingen lys i lygterne. Og bilvask? Den blev vasket fra fabrikken, det må være alt rigeligt.

Som jeg husker det (sikkert forkert) opfandt Jean Claude Baptiste Sigurd Emanuel Citroën forhjulstrækket/den forhjulstrukne bil en gang for længe siden. En rigtig fransk opfindelse som med et slag forringede køreegenskaberne på automobilet, og selv den dag idag er langt de fleste biler forhjulstrukne. Opfindelsen tåler klart at blive sammenlignet med Guillotinen, DDT, Klyngebomben, Agent Orange og andre tiltag som verdens befolkning siden har nydt godt af. Som jeg husker det, placerede M. Citroën også gearkassen foran motoren, foran forakslen, ja helt derude hvor han til sidst løb tør for metal til at gøre den fast i, men jeg kan huske forkert.

Begejstringen for forhjulstræk aftager dog med prisen, ihvertfald når prisen nærmer sig millionen og ejeren "vil have" en drengerøvsbil, der lystrer roret og kører som han vil have det. Hvor mange har hørt om forhjulstrukne Ferrarier? Nej vel?

Nå tilbage til min Franske Bar. Lige ved mit brune plasticbord, er en Peugot et-eller-andet-tal ved at baglænsparkere. De er faktisk gode til det hernede, med en Gaullois i munden hiver og flår den stakkels mand i rattet (mangler der lidt vædske i hans servostyring?) og langsomt får manden parkeret på en plads hvor der er lidt for lidt plads. Med ægte fransk akkuratesse bakker han langsomt op imod den bagvedholdende Punto, og den følsomhed som han udviser da hans campingkrog langsomt og knasende folder nummerpladen på Puntoen op til noget der ligner en sommerhat er en kunstner værdig, plasticstumperne fra den plade som hidtil holdt pladen fast drysser som sort sne ned i rendestenen. En helt unique oplevelse. Manden stiger ud, smækker døren hårdt i. Døren går op igen. Med en dyb indåndinng tæver han den venstre fordør ind i karossen så hans Wunderbaum falder ned i bilens bund. Sådan skal en Peugot have det. Døren forbliver lukket, manden går, pulsende på sin Gaullois, ned af gaden.. En sand kunstner.

Frankrig i 2010

Tja, Intet nyt fra Vestfronten.

Jeg befinder mig på Rue Alphonse Karr i den venlige by Nice.
Jeg skal være her i tre uger, hvilket kan virke voldsomt når man tager mit psykotiske forhold til franske biler i betragtning. Og biler det er her til overmål; især franske forhjulstrukne, bulede, misligholdte baljebiler. Er det eneste de kan finde ud af at køre bil og spise frøer?

Jeg har googlet Alphonse; hvad var han siden en vej er blevet opkaldt efter ham?

Han er en long gone forfatter, her er et citat til eftertanke:

Love is the most terrible, and also the most generous of the passions; it is the only one which includes in its dreams the happiness of someone else.

Tja.. Twitter gik ikke rigtigt

Jeg fik tastet et par linier og lagt et billede på. Derudover skete der vist ikke noget. Jeg har ikke helt kunne gennemskue konceptet, tror jeg. Billedet på twitte er dog interessant på den måde at der tilsyneladende er en hveps på vej ind i mit øre.